Mandag den 9. februar
Techmilliardæren Peter Thiel sætter dybe spor i verden gennem virksomheden Palantir og hans forbindelser til Trump-administrationen. Vi er dykket ned i hans mest læste bog for at forstå, hvad han egentlig vil.
Kære læser
Hvis man er typen, der indleder dagen med at gribe ud efter sin mobiltelefon, så gør man det med bevidstheden om, at det sjældent kaster nogen belønning af sig. Det er jo en viljeløs handling – viljeløs grænsende til jeg-svag. Dopaminudløsningen i hjernen er slap og dårlig, slet ikke på niveau med andre aktiviteter af […]
Det bedste vi har set
Tom Morello er ikke stoppet med at rase endnu. Rage Against the Machine-guitaristen er ganske vist tættere på pensionsalderen end ungdommen, men han viger ikke fra at bruge sin guitar i kampen mod fascisme. For nylig arrangerede og spillede han i Minneapolis for at samle penge ind til Alex Pretti og Renee Goods familier – begge blev skudt og dræbt af ICE på åben gade. Musikjournalisten Carlos Marcos bringer i El País et portræt af Morello, der er erklæret socialist, og “altid rydder kalenderen, når han modtager et opkald fra en gruppe, der føler sig undertrykt af myndighederne”. Det er i avisens engelske udgave.
Elon Musk har for nylig skabt verdens mest værdifulde private virksomhed ved at lade sit raketfirma SpaceX erhverve sit andet firma xAI. Sidstnævnte består af KI-chatbotten Grok og det sociale medie Twit… undskyld, X, som blev indlemmet i xAI allerede sidste år. Musk skriver i en notits til personalet, at han forudser, at det vil være billigst at generere KI-indhold, hvis det foregår i rummet. Altså, man sparer flest penge ved at lade det hele være ét stort firma. En anden – og nok mere plausibel – forklaring er dog, at xAI-forretningens økonomi lider trange kår efter at have brugt (for) mange penge for at komme på niveau med andre KI-virksomheder. The New York Times skriver om sammenslutningen.
+ Professor emeritus i psykologi Gary Marcus bringer fire teorier om, hvorfor Musk har fusioneret virksomhederne.
De to forskere Ahlam Chemlali og Lars Erslev Andersen fra henholdvis Aalborg Universitet og DIIS nåede kun lige akkurat at udgive deres fælles rapport om Israels fordrivelse af palæstinensere som en “bevidst og strukturel strategi”. Lars Erslev Andersen døde blot få dage efter af kræft, og Ahlam Chemlali er derfor alene i studiet hos Globalnyts podcast, hvor hun leverer et flot mindeord: “Når man talte med Lars, var det som at få et miniforedrag. Han havde en helt fantastisk leksikonagtig hjerne.”
+ Chemlali i Føljeton om det danske migrationssamarbejde med Tunesien.
Spisesedlen
Sanae Takaichi (LDP) valgt som Japans første kvindelige folkevalgte premierminister ved parlamentsvalg søndag. Hun blev indsat midlertidigt på posten i oktober.
Centrum-venstre-politikeren António José Seguro vinder præsidentvalget i Portugal.
Mexico sender skibe med nødhjælp til Cuba.
Fredsprisvinder Narges Mohammadi idømt ny fængselsstraf i Iran.
Badmintonturneringen Denmark Open får Super 1000-status fra næste år. Badminton Danmark kalder det “badmintonsportens svar på Grand Slam”.
Japan forsøger for anden gang at genoptage driften af verdens største atomkraftværk Kashiwazaki-Kariwa.
Danmark sender fly, helikopter og patruljebåde til Frontex i 2027.
Nærsynet
Den norske Mona Juul, ambassadør i Jordan og Irak (Epstein). Keir Starmers stabschef Morgan McSweeny (også Epstein). Lederen af kulturinstituttet Institut du Monde Arabe og tidligere fransk kulturminister Jack Lang (Epstein igen). Washington Posts adm. direktør William Lewis (efter kritik for massefyringer). Marokkos premierminister Aziz Akhannouch (efter protester, effektueres fra næste valg).
Et sidste ord
En lidt lettere måde at overskue de uoverskuelige Epstein-filer.





